PP Møbler

Firmaet PP Møbler, møbelsnedkeri med stærke traditioner for håndværksmæssig kvalitet.


Denne tradition har PP Møbler fastholdt siden 1953, hvor værkstedet blev grundlagt.

PP Møbler er i dag det værksted, der producerer det største antal forskellige modeller af Hans J. Wegner. Men PP Møbler fremstiller også møbler af andre designere. 

PP Møblers glæde ved at arbejde med træ og deres respekt for dette materiale betyder, at miljøhensynet er en naturlig del af PP Møblers værdigrundlag.
PP Møbler
PP19 Bamsestol | PP35 54/62 | PP52/62 | PP56/66 Kinastol | PP58/68 | PP70 126/140/154 | PP75 120/140 |
PP76 Kinabord 120/130/140/150 model APP76 Kinabord 120/130/140/150 model B | PP84 Krydsbensbord | PP80 95/140 |
PP85 160/180 Krydsbensbord | PP105 | PP112 | PP120 | PP124 | PP130 Cirkelstol | PP201/203 | PP225 Flaglinestol |
PP240 Konferencestol | PP250 Jakkens hvile | PP266 Kinabænk | PP 305 | PP 312 | PP502 Kontordrejestol | PP501-503 The Chair | PP505 Kohornstolen | PP512 Foldestol | PP518 Tyrestol | PP524 Dækstol | PP550 Påfuglestol | PP586 Frugtfad |
PP589 Tremmebænk | PP701 | PP726/752 | JH106 | PP911 Slow Chair | C | PP995 Ordrupgaard bænk | Tøjtræ |

PP56/66 Kinastol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP56/66 Kinastol

Udførelse: På Kunsthåndværkets Forårsudstilling i 1943 præsenterede Wegner den første version af Kinastolen. Den var inspireret af en gammel kinesisk stol, der står på Det Danske Kunstindustrimuseum. Siden da har Wegner lavet flere forskellige versioner.

PP 66 blev oprindeligt tegnet i 1945 til Fritz Hansen, hvor den kun var i produktion i nogle få år. PP Møbler begyndte at producere stolen i 1976. I 1991 blev PP 66's konstruktion forstærket, da man udskiftede stolens grundlæggende element - en næsten to meter lang rundstok i dambøjet træ - med en rundstok i stukket træ.

Prototypen til PP 56 blev udviklet i samarbejde med PP Møbler, og sat i produktion i 1989. PP 56 adskiller sig fra sin forgænger, PP 66, ved at have fastgjort sæde og en anderledes sargopbygning.

PP56/66 Kinastol
Bookmark and Share

PP266 Kinabænk

Design: Hans J. Wegner
Model: PP266 Kinabænk

Udførelse: Bænken er oprindeligt tegnet i 1946 til Fritz Hansen af Hans J. Wegner. Den kom dog først i produktion i 1991 hos PP Møbler.

Ligesom kinastolene PP 56 og PP 66 er bænken et udfordrende stykke snedkermæssigt arbejde pga. det lange, bærende træelement. Det var således først med den nyeste stukningsteknik, at det blev muligt at lave en produktionsbar version.

Bænken er fuldkommen identisk med Wegners berømte kinastol, den er blot udvidet fra stoleformatet.

PP266 Kinabænk
Bookmark and Share

PP501-503 The Chair

Design: Hans J. Wegner
Model: PP501-503 The Chair

Udførelse: PP Møbler overtog produktionen af dette elegante møbel i 1993. ’Den runde’, som Wegner kaldte den, er blandt de mest berømte danske stole. I 1950, allerede et år efter den blev sat i produktion hos Johannes Hansen Møbelsnedkeri A/S, fik stolen omfattende omtale i det amerikanske design- og arkitektur tidsskrift ’Interiors’.

Det var med til at starte det internationale gennembrud for dansk design. Alligevel forblev Wegners forhold til stolen ganske afbalanceret - ’den kunne være lavet for flere hundrede år siden, der er intet nyt i den’, sagde han ved flere lejligheder med henvisning til konstruktionen af den ganske traditionelle karmstol.

Wegner tegnede PP 501 med flettet sæde i 1949, mens PP 503, som er med polstret sæde, blev introduceret i 1950. PP Møbler har på flere områder forbedret stolen, så den enkelte stols levetid i dag er blevet endnu længere.

PP501-503 The Chair
Bookmark and Share

PP505 Kohornstolen

Design: Hans J. Wegner
Model: PP505 Kohornstolen

Udførelse: Stolen er tegnet i 1952 af Hans J. Wegner for Johannes Hansens Møbelsnedkeri. PP Møbler genoptog produktionen i 1991.

Det karakteristiske kopstykke med den elegante samling gør stolen til noget helt særligt. En kraftfuld Wegnerstol med en saglig konstruktion, der ikke hæmmer det legesyge design.

PP505 Kohornstolen
Bookmark and Share

PP250 Jakkens hvile

Design: Hans J. Wegner
Model: PP250 Jakkens hvile

Udførelse: Humor spiller ofte en stor rolle hos Wegner, og i Jakkens Hvile fremgår dette aspekt tydeligt. Stolen blev tegnet til Johannes Hansen i 1953 efter en længere snak med arkitekturprofessoren Steen Eiler Rasmussen, og designeren Bo Bojesen, om de praktiske aspekter ved at få lagt tøjet nemt og hensigtsmæssigt sammen ved sengetid.

Wegner tog konsekvensen af samtalen og forenede i Jakkens Hvile de påkrævede funktioner med en legende skulpturel formgivning. Kopstykket er således formet som en jakkebøjle over en slank torso, mens sædet gemmer på en opbevaringskasse.

Oprindeligt havde stolen fire ben, men Wegner var ikke tilfreds med løsningen, og arbejdede videre med stolen. Han endte med at løsne dens relativt tunge udtryk ved at fjerne et af benene. Dermed fuldendtes intentionen om at skabe et på en gang let og legende udtryk uden at give afkald på funktionen. PP Møbler overtog produktionen af denne trebenede version i 1982.

PP250 Jakkens hvile
Bookmark and Share

PP502 Kontordrejestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP502 Kontordrejestol

Udførelse: Wegner tegnede kontordrejestolen i 1955 til Johannes Hansen Møbelsnedkeri. PP Møbler overtog produktionen i 1991.

Wegner blandede træ og forkromede stålrør i PP 502 på en overbevisende måde, selv om materialesammensætningen ikke ses ofte i Wegners modeller. Stolens laveresiddende rygstøtte illustrerer samtidig, at Wegner var stærkt optaget af ergonomiske forhold. Sædet fås i enten stof eller læder, mens det markante kopstykke fås i ask, eg, mahogni eller kirsebær.

PP502 Kontordrejestol
Bookmark and Share

PP518 Tyrestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP518 Tyrestol

Udførelse: Stolen er tegnet i 1961 af Hans J. Wegner til Johannes Hansen Møbelsnedkeri A/S. PP Møbler genoptog produktionen i 1991.

Med sit legende design og stærke billedsprog, der lader til at hente inspiration fra dyreriget, minder Tyrestolen om flere andre stole fra Wegners hånd. Tyrestolens kopstykke - det kombinerede armlæn og ryglæn - forekommer dog noget mere kraftfuldt i udtrykket end i flere af de beslægtede modeller.

PP518 Tyrestol
Bookmark and Share

PP701

Design: Hans J. Wegner
Model: PP701

Udførelse: Spisebordsstolen PP 701 er tegnet i 1965 af Hans J. Wegner. Den velgennemtænkte kombination af rustfri stålrør, træ og polstret sæde giver stolen et let og transparent udtryk.

PP 701 er en af Wegners få stole, som er baseret på stål. Den illustrerer på glimrende vis Wegners søgen mod noget essentielt, for det er næsten umuligt at tænke en mere minimalistisk stol. Stolen tilpasser sig da også et hvilket som helst miljø, og behøver ikke nødvendigvis kun at finde anvendelse ved spisebordet.

Bemærk også kopstykket med den meget flotte samlingsdetalje, som utvivlsomt henviser til møbelsnedkeren og perfektionisten Wegner. Kopstykket fås også i en version lavet i et helt stykke bøg, malet i farverne sort eller rød.

PP701
Bookmark and Share

PP201/203

Design: Hans J. Wegner
Model: PP201/203

Udførelse: I slutningen af 1960'erne tegnede Wegner to prototyper, som blev videreudviklet i samarbejde med PP Møbler. Wegner tilbød værkstedet, at de kunne fremstille prototyperne, hvis de var interesserede, men snedkermester Ejnar Pedersen valgte kun at producere den ene. Og i 1969 blev PP 203 således lanceret.

Med PP 203 begyndte PP Møbler at producere Wegners modeller og var ikke længere blot underleverandør, som man havde været i mange år. I de første år blev stolen dog solgt gennem Johannes Hansen Møbelsnedkeri A/S, da PP Møbler endnu ikke havde deres egen salgsorganisation.

PP 201 er en videreudvikling af PP 203. Den har samme dimensioner og samme arm. Forskellen på de to modeller ligger i sædets udformning. Samtidig illustrerer ryglænet en vellykket sammensmeltning mellem design og håndværk, idet samlingen, som er møbelsnedkerens fikspunkt under arbejdet med stolen, bevidst er blevet en del af stolens formgivning.

PP 201 og PP 203 udstråler harmoni i kraft af en velgennemtænkt konstruktion, hvor alt overflødigt er skrabet væk.

PP201/203
Bookmark and Share

PP52/62

Design: Hans J. Wegner
Model: PP52/62

Udførelse: PP 52 blev tegnet til PP Møbler af Hans J. Wegner i 1975. Stolen blev bestilt til DFDS-færgerne, hvilket stadig står som PP Møblers største samlede ordre. Samme år tegnede Wegner PP 62, som adskiller sig fra PP 52 ved at have et sæde i flet.

De to stole er robuste og alsidige med mange spændende løsninger. Især ryglænet er bemærkelsesværdigt med dets både organiske og retlinede formgivning, der samtidig danner en komfortabel støtte for ryg og arme.

I kopstykket kombinerer Wegner laminering og massivt træ. De forskellige træelementer samles med vengé-træ, der bevirker, at stolen stadig fremstår som et helstøbt møbel. De mange PP 52-stole befinder sig stadig ombord på DFDS-færgerne, som i dag sejler på ruten til Polen.

PP52/62
Bookmark and Share

PP58/68-3/68

Design: Hans J. Wegner
Model: PP58/68

Udførelse: Stolen er oprindelig tegnet af Hans J. Wegner til DSB-færgerne, men DSB endte med at vælge en anden af Wegners stole, PP 208. Han arbejdede efterfølgende videre med designet, og i 1987 begyndte PP Møbler en egentlig produktion af PP 58 og PP 68.

Udgangspunktet for stolen er enkelthed, holdbarhed og funktionalitet. Wegner har lavet et ærligt brugsobjekt, der ikke fremstår som andet end det, det er - en stol.

Med PP 58 og PP 68 skabte Wegner komfortable spisebordsstole, der egner sig til lange, hyggelige aftener omkring spisebordet. I modsætning til nogen af Wegners mere pladskrævende modeller er stolens korte armlæn formgivet således, at stolen kan skubbes delvist ind under spisebordet.

PP 58 har polstret sæde, hvor PP 68 er med flettet sæde, der fås enten i naturfarvet eller sort. Derudover har de to stole forskellig sarg opbygning.

Man kan også få PP 58 i en trebenet udgave som hedder PP 58/3.

PP58/68-3/68
Bookmark and Share

PP240 Konferencestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP240 Konferencestol

Udførelse: I 1990 tegnede Wegner denne stol til PP Møbler. Konferencestolen er en elegant stol, der giver brugeren en formidabel siddekomfort selv efter mange timers ophold. Dette skyldes den polstrede ryg og selve stolens form, der har nogle af de samme egenskaber som en lænestol.

PP240 Konferencestol
Bookmark and Share

PP550 Påfuglestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP550 Påfuglestol

Udførelse: Da Finn Juhl så denne stol for første gang, bemærkede han dens karakteristiske ryg og døbte den med det samme Påfuglestolen - et navn, der hang ved.

Trods stolens nærmest postmoderne udformning blev den allerede sat i produktion i 1947 hos Johannes Hansen Møbelsnedkeri A/S.

Stolen er dog ikke tænkt med en vægtning af det dekorative. Snarere er stolens svungne ryg med dens ødselt udformede stave udtryk for en særlig ergonomisk æstetik. De flade dele, der får den til at ligne en påfuglehale, er således placeret der, hvor skulderbladene rører ryggen.

Ikke usædvanligt for Wegners design, tager Påfuglestolen udgangspunkt i et historisk udtryk - den klassiske Windsorstol - men Wegner opgraderer forbilledet og aktualiserer det i ny form. PP Møbler genoptog produktionen af stolen i 1992.

PP550 Påfuglestol
Bookmark and Share

PP512 Foldestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP512 Foldestol

Udførelse: Stolen er tegnet i 1949 af Hans J. Wegner til Johannes Hansen Møbelsnedkeri. PP Møbler overtog produktionen i 1991.

Wegners udgangspunkt var her at konstruere en lænestol, som kunne gemmes af vejen. Han løste opgaven ved at lave en stol, der kan hænges op på væggen.

I PP 512 har Wegner bragt alle de nødvendige konstruktionsdele - ophæng, håndtag, stivere til sæder, beslag og profiler til fletningen af sædet - i suverænt samspil. PP 512 er en gennemført, mobil løsning, der både er smuk i udfoldet såvel som i sammenfoldet form.

PP512 Foldestol
Bookmark and Share

PP19 Bamsestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP19 Bamsestol

Udførelse: PP Møbler genoptog produktionen af lænestolen ved virksomhedens 50 års jubilæum i 2003. Hans J. Wegner tegnede oprindeligt stolen tilbage i 1951 til AP Stolen.

Allerede i slutningen af 1953 begyndte PP Møbler at være underleverandør af stellet til Bamsestolen. Et samarbejde, der blev efterfulgt af et omfattende udviklingsarbejde med mange af Wegners prototyper.

Som flere af Wegners andre stole lader Bamsestolen til at referere til dyreriget med dens karakteristiske legende, organiske former. Stolen fik da også sit navn, efter en journalist i en anmeldelse af stolen havde omtalt dens armlæn som store bamsepoter, der favner en bagfra. Wegner tegnede også en skammel til Bamsestolen, PP 120.

PP19 Bamsestol
Bookmark and Share

PP112

Design: Hans J. Wegner
Model: PP112

Udførelse: Stolen er tegnet til PP Møbler i 1978 af Hans J. Wegner. PP 112 fremstår nærmest som en formmæssig hybrid. Den peger både mod hans serie af kinastole og på hans mange forsøg på at aktualisere den engelske Windsor-stol i den modernistiske tradition. Hvilestolen er let og elegant og viser, at Wegner altid insisterer på enkelthed i konstruktion og design.

PP112
Bookmark and Share

PP70 126/140/154

Design: Hans J. Wegner
Model: PP70 126/140/154

Udførelse: Bordet er designet af Hans J. Wegner i 1975 til PP Møbler.

Wegner tegnede PP 70, fordi han mente, at der manglede et velegnet bord til flere af hans stole. Bordet er først og fremmest tegnet til stolene PP 52/PP 62 og PP 201/PP 203, men bordet passer glimrende ind i mange andre sammenhænge, eksempelvis til stolene PP 58 og PP 68.

Bordet fås i tre standardstørrelser: 126 cm, 140 cm og 154 cm, og kan suppleres med udtræk og støtteben. Det kan også fremstilles efter individuelle ønsker. Bordet leveres i sæbebehandlet eller lakeret ask eller eg.

PP70 126/140/154
Bookmark and Share

PP124

Design: Hans J. Wegner
Model: PP124 Gyngestol

Udførelse: Gyngestolen i massiv ask og sæde- og rygflade af flettet flagline med tilhørende løse puder blev sat i produktion hos PP Møbler i 1984.

Hos Wegner aner man næsten altid en inspiration fra den amerikanske Shaker-tradition, og gyngestolen markerer dette aspekt meget tydeligt. Stolen illustrerer Wegners fokus på kvalitet i ide, form, funktion og håndværksmæssig forarbejdning.

Da Wegner første gang præsenterede designet for snedkermester Ejnar Pedersen, bemærkede Ejnar, om den ikke virkede en anelse tantet? Bemærkningen fik Wegner til at se på designet med nye øjne og det blev efterfølgende ændret.

Udformningen af PP 124 er kendetegnende for dialogen mellem Wegner og møbelsnedkerne og viser, at hverken kronologi, stilarter eller andre udefrakommende faktorer styrer udtrykket. Kommunikation og kvalitet er mindst lige så afgørende.

PP124
Bookmark and Share

PP130 Cirkelstol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP130 Cirkelstol

Udførelse:  1986 begyndte PP Møbler produktionen af denne bemærkelsesværdige stol, som Wegner tegnede til værkstedet. Cirkelstolen viser, at Wegner formår at bevare evnen til stadig at innovere trods en allerede lang karriere.

Ligesom Flaglinestolen har Cirkelstolen ikke et egentligt forbillede af historisk karakter eller inden for Wegners egen produktion. Men på trods af stolens særlige karakter i forhold til Wegners formgivning er den massive ask og den flettede flagline elementer, der løber igennem Wegners omfattende produktion.

Til fremstillingen af cirkelstolen udviklede snedkermester, Søren Holst Petersen, sammen med PP Møblers mestersvend, Henry Fisker, en særlig maskine til at fremstille cirklen, som Wegner ellers ikke troede kunne lade sig gøre at fremstille i træ.

PP130 Cirkelstol
Bookmark and Share

PP120

Design: Hans J. Wegner
Model: PP120

Udførelse: Wegner tegnede skammelen som tilbehør til Bamsestolen i 1954. Den er siden hen blevet lavet i flere forskellige versioner, og PP 120 er endnu et skridt i rækken.

PP Møblers nuværende version er således en modificering, som Wegner lavede i 1995. De oprindelige dimensioner har undergået en mindre forandring, bl.a. er skammelen blevet lidt højere.

PP120
Bookmark and Share

JH106

Design: Jørgen Høj
Model: JH106

Udførelse: Stolen er tegnet af Jørgen Høj og Poul Kjærholm i 1952 til Thorvald Madsens Snedkerier. Den var med på Snedkerlaugets Efterårsudstilling samme år - i øvrigt den eneste gang, Kjærholm deltog. PP Møbler genoptog produktionen af JH 106 i 1993.

Stolens stramme formgivning er overbevisende og udført med stor sikkerhed. Den fremstår streng geometrisk og nærmest transparent og indfrier på fornem vis modernismens mål om at fjerne alt overflødigt og udelukkende lade det funktionelle styre formen. Stolen forekommer dog både selvudslettende og markant i sin formgivning.

JH106
Bookmark and Share

PP75 120/140

Design: Hans J. Wegner
Model: PP75 120/140

Udførelse: Bordet er designet af Hans J. Wegner i 1982 til PP Møbler. PP 75 er et spændende bord fra Wegners hånd. Specielt bordets stel, hvor Wegner tydeligvis har været optaget af trekanter, er interessant,

Trekanten er en simpel og meget stærk konstruktionsform og ses ofte anvendt i langt større konstruktioner såsom broer, men her har Wegner foretaget et markant spring i skala. De centralt placerede bordben på PP 75 danner en pyramide i form af 4 trekanter, og trekanterne går igen i stålsprosserne, som holder bordbenene på plads. Den cirkulære, massive bordplade forekommer således at balancere på pyramidens top.

I PP 75 går konstruktionsprincipper, almindelig snusfornuft og ikke mindst stærke symbolske tegn op i en nærmest metafysisk enhed.

PP75 120/140
Bookmark and Share

PP225 Flaglinestol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP225 Flaglinestol

Udførelse: I 2002 blev PP Møbler hædret med Bo Bedre’s Klassikerpris for at genoptage produktionen af denne hvilestol.

Med Flaglinestolen sender Wegner i 1950 en hilsen til de tidlige modernister som Le Corbusier, Mies van der Rohe og Marcel Breuer og viser, at også han behersker et design med stel i forkromede stålrør. Trods denne gestus er den stadig Wegner. Stolens flader udgøres af flettet flagline og det tilhørende langhårede fåreskind opbløder det industrielle ved stålet og indbyder til komfort.

Men historien bag dens design er også mere end en kunsthistorisk dialog. Wegner fik ideen til stolens sædeform på en ferie i Århus. Familien tilbragte mange dage ved stranden, og i sandet eksperimenterede Wegner med den helt rette sædeform til stolen. Anekdoten viser, at Wegner altid arbejder - men den viser også, at legen spiller en central rolle i hans arbejde.

PP225 Flaglinestol
Bookmark and Share

PP524 Dækstol

Design: Hans J. Wegner
Model: PP524 Dækstol

Udførelse: Dækstolen med snoreflettet ryglæn og sæde er tegnet af Hans J. Wegner og blev præsenteret første gang på Københavns Snedkerlaugs Møbeludstilling i 1958. Stolen blev da produceret hos Johannes Hansen under navnet JH 524.

I forlængelse af møbelmessen i Bella Center København 2005 genoptog PP Møbler produktionen af dækstolen under navnet PP 524. I første omgang produceres stolen i 30 nummererede eksemplarer i henholdsvis eg og ask. Stolens nummer fremgår således af en sølvplade, der er anbragt på stolen.

Modsat flere af sine forløbere har dækstolen ikke armlæn. Beslag samt en bøjle af rustfrit stål, med en gjord som sikring, muliggør, at ryggen kan indstilles i 4 forskellige positioner. Dækstolen leveres, i dag som i 1958, med nakkehynde. Fåreskind kan leveres seperat.

PP524 Dækstol
Bookmark and Share

PP589 Tremmebænk

Design: Hans J. Wegner
Model: PP589 Tremmebænk

Udførelse: Hans J. Wegner tegnede oprindeligt bænken til entreen i sit hjem. I 1953 påbegyndte Johannes Hansens Møbelsnedkeri en egentlig produktion, og PP Møbler genoptog produktionen i 1991.

Bænken er tænkt som et møbel, der let og elegant falder ind i omgivelserne og bliver en naturlig og praktisk del af hjemmet. Den er velegnet til korte ophold og til midlertidig opbevaring af tøj, aviser og meget andet. PP 589 findes på en række museer bl.a. Tønder Museum og i mange private hjem.

PP589 Tremmebænk
Bookmark and Share

PP85 160/180 Krydsbensbord

Design: Hans J. Wegner
Model: PP85 160/180 Krydsbensbord

Udførelse: Hans J. Wegner tegnede krydsbensbordet til Andreas Tuck omkring 1955. PP Møbler begyndte at fremstille bordet i 1973 i forbindelse med, at man overtog flere modeller fra Andreas Tuck.

PP 85 illustrerer Wegners evne til med minimale virkemidler at skabe optimalt design. Bordet kunne næsten ikke være mere simpelt opbygget, og alligevel formår Wegner at få summen af de enkelte komponenter til at blive en samlet æstetisk oplevelse ud over det sædvanlige. Bordet har efterhånden mere end 50 år bag sig, men forekommer mere aktuelt end nogensinde.

Bordet fås i bredden 160 eller 180 cm, i træsorterne ask eller eg. Tillægsplade á 40cm muligt.

PP85 160/180 Krydsbensbord
Bookmark and Share

PP305

Design: Hans J. Wegner
Model: PP305

Udførelse: Hans J. Wegner tegnede skrivebordet til Andreas Tuck i 1955. PP Møbler overtog produktionen i 1972. Møblet er klassisk dansk møbelhåndværk - enkelt og funktionelt uden de store armbevægelser.

W: 138 cm, D: 76 cm, H: 72 cm

PP305
Bookmark and Share

PP35 54/62

Design: Hans J. Wegner
Model: PP35 54/62

Udførelse: Bordet er tegnet af Hans J. Wegner i 1945 til Andreas Tuck. PP Møbler overtog produktionen i 1973. Bordet består af tre dele, som Wegner har føjet sammen i en elegant og fleksibel løsning; To spinkle, bærende træelementer, som krydser hinanden og samtidig kan drejes, og en simpel, løst liggende, rund træplade.

Bordet kan uden større besvær foldes sammen, og pakkes væk. Desuden er det muligt at få endnu en plade til bordet, så bakkebordet både består af en bordplade og en hylde, der hviler på de nederste sprosser. Bakkebordet er tænkt til at passe ind i de fleste omgivelser, da PP 35 ikke er lavet med tanke på et bestemt møbel.

PP35 54/62
Bookmark and Share

PP586 Frugtfad

Design: Hans J. Wegner
Model: PP586 Frugtfad

Udførelse: Fadet er tegnet af Hans J. Wegner i 1956 til Johannes Hansens Møbelsnedkeri. PP Møbler overtog produktionen i 1991. Det skulpturelle og voluminøse fad består af stavlimede træstykker.

PP 586 illustrerer en sjælden hændelse; Wegner som drejekunstner. Frugtfadet produceres i ask eller mahogni som efterfølgende behandles med naturproduktet Ricin-olie. Sammen med frugtfadet vedlægges en lille flaske af Ricin-olien fra firmaet Aurora til vedligeholdelse.

PP586 Frugtfad
Bookmark and Share

PP 961 Hang On

Design: Thomas Alken
Model: PP 961 Hang On

Udførelse: "Når jeg har besøgt PP Møbler, har jeg ofte stået og fascineredes af de mange lækre stykker rest træ, der naturligt opstår under tilblivelsen af PP Møblers kollektion. Der var rester i ask, ahorn, eg, bøg, nød og kirsebær. Samt forskellige andre træsorter jeg ikke umiddelbart genkendte. Resterne var som håndgribelige farveprøver: både smukke enkeltvis, inddelt i træsorter men også spændende i et miks af mange forskellige, hvor farver og åretegninger harmonerer godt indbyrdes. Disse rester fascinerede mig. De var alt for gode at brænde men umiddelbart for små til at indgå i et møbel. Så jeg gik i tænkeboks for at finde på et godt produkt de kunne anvendes til.” citat Thomas Alken.

Svaret på Thomas’ udfordring blev denne enkle og praktiske knagerække, der består af to dele: En skinne i ask og knager fremstillet i alle tænkelige træsorter afhængigt af, hvad der aktuelt arbejdes med i værkstedet. De to dele samles let uden brug af lim eller værktøj, så der er mulighed for at sammensætte sin helt egen kombination af træsorter. Se PDF herunder for muligheder.

PP 961 Hang On
Bookmark and Share